I alle familier opstår der misforståelser, kriser, konflikter og problemer i perioder, hvor forældrene kan komme svært i tvivl om hvad de skal gøre, måske endda komme i tvivl om de er gode nok som forældre. Det kan være forældrenes indbyrdes kommunikation, der går skævt, det kan være gamle problemer, der er bygget op over lang tid, det kan være kommunikationsproblemer mellem mor og far efter en skilsmisse. Det kan også handle om ting, der sker i børnenes liv, eller der kan være andre forhold, der rammer en familie udefra.

Børnene er ofte dem, der viser symptomer på at noget er galt. De mistrives, får ondt i maven eller hovedet, har fantasier og angst for døden, er meget vrede eller meget stille, eller bliver fysisk syge. Det kan være de viser symptomerne hjemme, hvor de er helt umulige at være sammen med, men tilsyneladende velfungerende og harmoniske ude, eller de mistrives i skolen, men lader sig ikke mærke med noget hjemme.

Vi vil i Psykologerne Bak & Winsløv altid starte samlet med familien, når det for forældrene fremstår som en gåde, hvad der er på spil mellem familiemedlemmerne. Som udenforstående er det lettere at få øje på samspil og mønstre i familien, end for medlemmerne af familien, der er tæt på, og måske ”grundigt indsyltet” i uklare relationer.

Ved det første møde er vi altid to terapeuter. Alle i familien fortæller hvad de gerne vil opnå, og giver deres beskrivelse af problemerne. Vi stiller spørgsmål til alt, der fanger opmærksomheden, indtil forholdene er belyst tilstrækkeligt til at vi kan tænke højt om dem. Familien lytter bare til denne højt-tænkning, der gerne kan give aha-oplevelser, indsigt eller blot nye tanker om problemerne der ikke kører i ring omkring dem. Vi forsøger at forstå problemerne i en sammenhæng, og lufter alle relevante tanker om de sammenhænge vi kan få øje på.

Bagefter er det familiens tur til at tænke højt: hvad gav mest mening, hjalp det til at se tingene lidt udefra, fik de øje på nye sammenhænge eller muligheder? Vi snakker i fællesskab om hvad der videre skal ske, hvad der vil give mening for familien. Alle skal høres. Familien får hjemmeopgaver, der skal hjælpe til at få øje på sammenhænge, eller åbne for nye muligheder.

De næste familiekonsultationer følger op på de åbninger, der er fundet ved den første samtale. Målet er at familiemedlemmerne når til klarhed om deres samspil, får øje på muligheder og får startet nye og bedre samspil. Formen med vekslen mellem at dykke ned i et tema, og skabe afstand ved at tænke højt om det vil være gennemgående. Andre har kaldt det systemisk terapi, terapi med et reflekterende team, cirkulær tænkning m.m. Vi har erfaret at det virker, på den måde vi praktiserer det, og ofte hurtigt og ret effektivt. 

Tilbage

Web by CI