Psykodynamisk terapi er en af mange videreudviklinger af Freuds psykoanalyse. Betegnelsen anvendes derfor ofte synonymt med bl.a. psykoanalytisk psykoterapi og andre psykoanalytisk orienterede terapiformer, da disse alle udspringer fra de samme tanker om personligheden, personlighedsudvikling og menneskets indre bevidsthedsliv. De praktiske arbejdsmetoder i henholdsvis psykodynamisk- og psykoanalytisk terapi er dog forskellige. Hos Psykologerne Bak & Winsløv er det psykodynamisk terapi, der benyttes.
Psykodynamisk terapi bygger på den antagelse, at menneskets oplevelser og handlemåder må forstås med udgangspunkt i individets følelser, ønsker og motiver. Disse danner grundlag for personlige karaktertræk samt for individets opfattelse af sig selv og andre. Psykisk sygdom og ubalance opstår således, ifølge psykodynamiske teorier, når et menneske har modstridende og måske ikke erkendte følelser og ønsker.
For at opnå indsigt i og forståelse for klientens følelsesliv, tager man til dels udgangspunkt i klientens nuværende relationer og problemer, men man ser også i høj grad tilbage på individets opvækst og tidligere oplevelser. Hermed inddrages også tidligere relationer af betydning for klienten. I det terapeutiske arbejde tages der yderligere udgangspunkt i den relation, der opstår mellem klienten og terapeuten, da denne kan afspejle vigtige problematikker i klientens liv.
Ved psykodynamisk terapi kan tolkning af drømme og symboler inddrages, da disse kan øge indsigten i klientens tanker, følelser og behov. Man arbejder også med at identificere eventuelle forsvarsmekanismer hos klienten, da disse til tider kan overtage ”styringen” og få klienten til at agere på en bestemt måde, fx ved at undgå bestemte erindringer, situationer eller personligheder i et forsøg på at beskytte psyken mod en angstfremkaldende situation. Ved at identificere og forstå forsvarsmekanismernes funktion for individet kan aktiveringen af disse undgås, hvorved uhensigtsmæssige eller ikke-fungerende reaktionsmønstre kan ændres til velfungerende reaktions-mønstre.
Formålet med terapien er både at mindske klientens nuværende problemer og symptomer og at øge klientens indsigt i sine egne ønsker og behov samt i sine relationer til andre.
Teksten er skrevet med udgangspunkt i følgende fagbøger:
Nyt Psykologisk Leksikon (2001), Red. Egidius, H., DK: Hans Reitzels Forlag.
Saugstad, P. (2000). Psykologiens historie – en innføring i moderne psykologi. Oslo: Ad Notam Gyldendal.

