En dialog kan forstås på to måder; som den daglige, neutrale samtale eller som en værdifuld kommunikationsform, der er orienteret mod gensidig forståelse. Den dialogiske metode tager udgangspunkt i sidstnævnte og bygger således på en særlig form for kommunikation, hvor selve samtalen eller dialogen udgør det primære arbejdsredskab. Man siger derfor, at man træder ind i det dialogiske rum, når metoden anvendes. Indenfor metoden anses dialogen herunder som et ideal, man kan tilnærme sig ved samtale med andre, når man indgår i såkaldte asymmetriske eller komplementære relationer. Relationer af denne karakter er ofte professionelle forhold, hvor den ene part giver/hjælper og den anden modtager/bliver hjulpet.
Arbejdsmetoden er udviklet til brug i organisationspsykologiske sammenhænge. Her benytter psykologen således metoden som udgangspunkt for at hjælpe klienten med at løse en opgave, klare et problem eller udvikle sig selv gennem en såkaldt hjælpersamtale, der fungerer som hjælp til selvhjælp. I klinisk praksis anvendes metoden som forståelsesgrundlag for den behandlingsmetode, der anvendes i øvrigt.
Den gode hjælpersamtale bygger på en klar kontrakt mellem de implicerede. Det vil sige, at parterne skal være enige om, hvad formålet med samtalen er, hvilke indbyrdes rettigheder og forpligtelser parterne har og om hvad sagen, der ønskes løst, består i. Kontrakten kan i nogle tilfælde være indforstået og i andre være formelt, skriftligt udarbejdet. Den eksplicitte, formelle kontrakt er ifølge erfaringer den bedste løsning og derfor det bedste udgangspunkt for et godt dialogisk samarbejde. Kontrakten er med til at tydeliggøre, at der er tale om en særlig samtaleform, hvor du og jeg er sammen om at løse en helt bestemt opgave og hvor rollefordelingen er sådan, at den ene af os giver hjælp og den anden modtager hjælpen. Kontrakten er således et centralt element i metoden.
Når den dialogiske metode tages i brug, er det en vigtig forudsætning, at parterne indgår frivilligt i samarbejdet, med interesse for den anden og for den opgave, der skal løses. Samtidigt er det vigtigt at parterne forholder sig til hinanden med respekt, nærvær og nysgerrighed. For psykologen betyder dette, at han/hun anerkender klienten, som den person vedkommende er og har tillid til, at vedkommende løser sin del af opgaven efter bedste evne. Derudover er det vigtigt, at psykologen er personligt til stede, har en god kontakt med klienten og er nysgerrig efter at forstå vedkommende. Samtidigt skal psykologen være i stand til at forholde sig bevidst og distanceret til sine egne interesser i den sag klinten fremlægger. Begge parter skal herudover sætte strategiske eller taktiske motiver til side, så disse ikke påvirker samtalen i det dialogiske rum. At lytte aktivt, være åben omkring motiver og ønsker samt have empati og forståelse, for den man indgår i dialog med, er således en central del af metoden.
Fordelen ved at arbejde på denne måde er, at dialogen kan virke personligt berigende for de implicerede parter, idet disse gensidigt ser og hører hinanden. På denne måde bekræftes de gensidigt, som de personer de er. Endvidere er arbejdsformen særligt god til at skabe afklaring i den sag eller om den opgave parterne er samlet om, hvorfor metoden især er virkningsfuld ved supervision, vejledning, konsultation samt ved ledelses- og organisationsudvikling.
Teksten er skrevet med udgangspunkt i følgende fagbøger:
Alrø, H. (red.) (1996). Organisationsudvikling gennem dialog. DK: Aalborg Universitetsforlag.
Madsen, B. (1997). Dialog og gensidig forståelse. Om klar kommunikation i organisationer. DK: Pædagogiske høvlspåner.
Madsen, B. & Willert S. Dialogiske hjælpesamtaler i Ahlgren I.M. (red.) (1993). Kommunikationsspor i socialpædagogik. DK, København: Den socialpædagogiske Højskole.
