Selvskadende adfærd eller selvmutilation, der er den lægelige betegnelse, kan beskrives som en handling, hvor en person gentagne gange gør skade på sig selv, uden at have til hensigt at tage sit eget liv.
Der findes mange former for selvskadende adfærd, som bl.a. at:
• Snitte eller skære sig selv i fx hoften, maven, armene eller håndleddet. Dette er den mest udbredte form for selvskade, der også kaldes cutting.
• Hive hår, øjenbryn og øjenvipper ud.
• Rive huden af i små flager på afgrænsede områder af kroppen.
• Overforbruge stimulanser som alkohol og stoffer.
• Slå, bide eller brænde sig selv.
• Sluge skarpe genstande som fx glasskår.
Selvskadende personer oplever ofte følelsesmæssig fladhed og et lavt selvværd. De trækker sig ofte tilbage eller isolerer sig helt fra deres sociale miljø. Nogle patienter påfører sig selv skade for at lindre deres indre smerte, der kan bestå af så store frustrationer eller en så voldsom vrede, at de ikke kan rumme det. Andre patienter gør det for at "kunne mærke de er der" eller for at få opmærksomhed og hjælp til deres problemer. Andre gør det, for at straffe sig selv. Hos andre igen er de selvskadende handlinger tvangshandlinger (OCD). Selvskadende adfærd kan føre til følelser som skyld og skam, som videre kan udløse en ny selvskadende handling.
Selvskadende adfærd kan forekomme indenfor flere diagnostiske grupper som fx personlighedsforstyrrede, spiseforstyrrede og OCD-ramte mfl. Selvskadende adfærd ses endvidere ofte hos incestofre. Fænomenet er mest udbredt hos unge, hvor man vurderer, at personer i tyverne er de hårdest ramte.
Det første skridt i behandlingen af selvskadende adfærd, er at finde ud af hvilken diagnose/problematik de selvskadende handlinger er en del af, så klienten kan få den rette behandling i forhold til det samlede sygdomsbillede. Det kan være nødvendigt at indlægge personer, der gør skade på sig selv, så de kan få den nødvendige støtte, når kritiske situationer opstår. I mildere tilfælde kan den psykiske lidelse behandles med psykologsamtaler.
Du kan læse mere om selvskadende adfærd på:
http://www.spiseforstyrrelser.dk/script/site/page.asp?Cat_ID=118&artID=200
http://da.wikipedia.org/wiki/Selvmutilation
Teksten er skrevet med udgangspunkt i følgende fagbog:
Lier L., Isager T., Jørgensen O. S., Larsen F. W., Aarkrog T. (red.), (2005), Børne og Ungdomspsykiatri, DK, København: Hans Reitzels Forlag.

