Når man visualiserer noget, betyder det, man danner et billede inde i hovedet af det, man tænker på. Med andre ord er visualisering altså at tænke i billeder eller at forestille sig noget, som om man opfattede det med synet. Visualisering benyttes som arbejdsmetode i mange terapiformer, ved mange forskellige problematikker, men indgår i særlig høj grad i SE, hypnose, NLP og symboldrama samt ved afspændings- og afslapningsøvelser.

Når vi visualiserer noget, bliver vi i stand til at gennemleve ting, der er sket i fortiden, men som endnu ikke er tilstrækkeligt bearbejdede. Vi bliver ligeledes i stand til at gennemleve begivenheder vi ønsker eller frygter, vil ske i fremtiden. Menneskets forestillingsevne gør os altså i stand til psykisk at gennemleve nogle situationer, som vi rent fysisk ikke er i stand til at befinde os i. Arbejdsmetoden udgør hermed et vigtigt terapeutisk redskab, der gør klienten i stand til at benytte alle sine sanser i et såkaldt indre landskab, hvor alt kan udspille sig, som vi ønsker det. På denne måde kan man fx ved at visualisere et rart, afslappende sted, hvor man holder meget af at være som fx ved stranden, i skoven eller lignede genfinde sin indre styrke og sine indre ressourcer når man oplever stress, angst eller lignende. Man kan tillige gennem visualisering af særligt vanskelige situationer aktivere, gennemleve og bearbejde tanker, følelser og kropslige fornemmelser relateret hertil. Dette giver en mulighed for at arbejde med svære livsbegivenheder i et ”sikkert rum”, hvor man selv har kontrol over begivenhedernes gang.

Teksten er skrevet med udgangspunkt i følgende fagbøger:

Zachariae, B. (1992). Visualisering og helbredelse. DK: Munksgaard.

Nyt Psykologisk Leksikon (2001), Red. Egidius, H., DK: Hans Reitzels Forlag.


Web by CI